Kommission er en forretningsaftale, hvor én part (kommissionæren) sælger varer på vegne af en anden part (kommittenten) mod et gebyr eller en provision. Denne praksis vinder frem i detailsektoren, da markedet for genbrugsvarer er i fortsat vækst. Genbrugsindekset fra 2024, som er den største danske undersøgelse inden for privat genbrugshandel, viser eksempelvis, at 73 % af den danske befolkning på et eller andet tidspunkt har købt brugte varer. Og kigger man mod USA, forventes det, at markedet for genbrugsvarer når en værdi af 70 milliarder dollars inden 2027 og dermed vokser ni gange hurtigere end den traditionelle detailhandel inden for beklædning. Det er en fremragende mulighed for dygtige iværksættere som dig.
Uanset om du overvejer udelukkende at sælge via kommission eller at gøre det til en ekstra indtægtskilde i din virksomhed, er vi med dig hele vejen. Denne guide kommer omkring alt, hvad du behøver at vide om kommission, lige fra hvordan det fungerer til dets fordele og ulemper.
Hvad er kommission?
Kommission er en forretningsmodel, hvor en butik (kommissionær) sælger produkter på vegne af produkternes ejer (kommittent). Som kommittent leverer du dine varer til butikken, og så håndterer de resten: opbevaring, lagerstyring og salg. Til gengæld tager de en andel af hvert salg (eller nogle gange et fast gebyr).
Populære produkter inden for kommission
Kommission er velegnet til unikke, brugte eller nicheprægede produkter. Nogle populære produktkategorier inden for kommission omfatter:
- Tøj og sko
- Sportsudstyr
- Legetøj og babyudstyr
- Antikviteter og samlerobjekter
- Møbler
- Musikinstrumenter
- Kunst
- Smykker
Hvordan fungerer kommissionsbutikker?
Du bør opfatte kommissionsbutikker som dine salgspartnere. De fremviser dine varer, markedsfører dem til potentielle købere og håndterer alle aspekter af salget. Når en vare bliver solgt, kan I begge fejre det – og dele overskuddet baseret på jeres aftale.
Hvad er den typiske fordeling?
De fleste kommissionsbutikker tager 40-60 % af salgsprisen. Husk, at hver enkelt butik fastsætter sine egne vilkår. Fordelingen afhænger ofte af butikkens brand-omdømme og salgsvolumen. En velkendt butik forlanger muligvis en større andel, men de kan også sælge dine varer hurtigere.
Hvad kan man sælge via kommission?
Kommissionsbutikker er altid på udkig efter eftertragtede kvalitetsvarer. Men husk, de har ofte begrænset plads og ønsker at opretholde et vist flow på lageret. Her er, hvad de typisk overvejer:
- Deres specialisering: De fleste butikker fokuserer på specifikke produktnicher, -serier eller -mærker.
- Populære salgsvarer: De ønsker varer, der sandsynligvis bliver hurtigt solgt.
- Kvalitet: Nogle butikker tager kun varer i god stand, mens andre måske accepterer genstande, der har brug for lidt kærlighed.
- Sæsonbestemt appel: Dygtige kommissionærer tilpasser deres lager ud fra, hvad der efterspørges på bestemte tider af året.
Hvem ejer varerne?
Det her er et vigtigt punkt: I de fleste kommissionsaftaler beholder du ejerskabet af dine varer, indtil de sælges. Dette adskiller sig fra traditionel detailhandel, hvor butikker køber dit produkt direkte, før de sælger det til kunderne.
Fordele ved kommission
Kommission byder på flere fordele for både kommittenter og kommissionærer:
Fordele for kommittenter
- Ikke behov for en butik: Når du sælger via kommission, behøver du ikke at oprette salgsannoncer på markedspladser eller vedligeholde en webshop.
- Markedsføring er klaret: Kommissionsvirksomheder opbygger deres eget publikum, så du slipper for besværet med at udarbejde en markedsføringsstrategi.
- Forenklet logistik: Kommissionærer håndterer normalt forsendelse og levering og kan endda arrangere afhentning af dine varer.
Fordele for kommissionærer
- Forbedret likviditet: Du behøver ikke at betale forud for lagervarer. Varer, der ikke bliver solgt, kan returneres til kommittenten. Når varer bliver solgt, kan du håndtere betalinger på dine egne vilkår.
- Opbyg en loyal kundebase: Opbyg et positivt ry for at kunne skaffe eftertragtede varer og se din motiverede kundekreds vokse.
Vigtige overvejelser i forbindelse med kommission
Selvom kommission har sine fordele, er det vigtigt at overveje disse potentielle ulemper:
Ulemper for kommittenter
- Høje gebyrer: Du kan tjene mindre end ved direkte salg til købere, da kommissionsbutikker typisk opkræver høje provisioner.
- Forsinket betaling: Vær forberedt på at acceptere betalingsvilkår, der kan omfatte lang ventetid på dine penge.
- Begrænset kundekontakt: Når du sælger via kommission, kan du gå glip af værdifulde kundeoplysninger eller salgsdata.
Ulemper for kommissionærer
- Usikkerhed i forsyningen: Din virksomhed afhænger af kommittenter i forhold til at sikre en stabil forsyning af lagervarer.
- Kompleks lagerstyring: Du skal have plads til at opbevare, organisere og beskytte potentielt værdifulde varer, som du ikke selv ejer.
Virkelige succeshistorier om kommission
Kommission er populært inden for forskellige brancher, lige fra auktionshuse til importvirksomheder.
Lad os udforske nogle virksomheder, der har mestret kommissionsmodellen:
Kunstgallerier
Kunstgallerier er klassiske eksempler på kommissionsvirksomheder. Kunstnere (kommittenter) betror deres kunstværker til gallerier (kommissionærer). Gallerierne udstiller kunstværkerne, håndterer markedsføring og salg og tager en provision fra hvert salg. Kunstneren bevarer ejerskabet af sit værk, indtil det er solgt.
Rebag
Rebag går nye veje, når det gælder kommissionssalg af luksusvarer. Virksomhedens fleksible købs- og salgsfunktioner inkluderer mulighed for forudbetaling, varebytte og en tilbagekøbsaftale, hvor kunder kan returnere produkter og modtage kredit til deres næste køb.
The RealReal
The RealReal er en stærk spiller inden for online kommissionssalg af luksusvarer med verificeret ægthed. De accepterer et bredt udvalg af eksklusive varer fra kommittenter, herunder designertøj, smykker, ure og boligindretning. The RealReal håndterer alt fra kommissionsaftaler til prissætning og salg.
eBay consignment
Det amerikanske svar på DBA, eBay, er primært kendt for salg mellem privatpersoner, men siden tilbyder også en kommissionsservice til udvalgte produkter såsom luksushåndtasker. Sælgere kan sende deres varer til platformen, som verificerer, annoncerer, sælger og sender dem. Når en vare sælges, modtager kommittenten en del af overskuddet.
Hvordan fungerer kommissionsbetalinger?
Kommission byder på en win-win-betalingsstruktur for både sælgere og butikker. En typisk kommissionsaftale fungerer på følgende måde:
- Du bringer dine varer til en kommissionsbutik.
- Butikken accepterer at sælge dem på dine vegne.
- I underskriver begge en aftale, der skitserer salgsbetingelserne.
Forskellen fra traditionel detailhandel er, at butikken ikke køber dine varer på forhånd. I stedet udstiller og markedsfører den dem til sine kunder. Begge parter har en interesse i salget.
Nøgleelementer i betalingsstrukturen:
- Indtægtsfordeling: I bliver enige om, hvordan salgsprisen skal deles (f.eks. 60 % til dig og 40 % til butikken).
- Betalingsplan: Typisk modtager du din andel inden for 30 dage efter salget.
Hvis din vare bliver solgt, tjener du penge uden at have besværet med at drive en butik, mens butikken tjener penge uden risiko for at brænde inde med usolgte lagervarer. Hvis den ikke sælger din vare, skylder du normalt ikke noget, og butikken returnerer varen til dig.
Nogle varer sælges nærmest udelukkende via kommission. Som sælger kan du benytte dig af en unik salgsordning, hvor du bevarer ejerskabet af din vare, indtil den bliver solgt. Du betror dine varer til en butik eller platform (kommissionær), som markedsfører og sælger dem på dine vegne.
Modellen er især populær inden for mode, kunst og antikviteter. Den giver dig mulighed for at nå ud til et bredere publikum uden at skulle åbne din egen butik, mens kommissionærer kan tilbyde et varieret lager uden den forudgående investering.
Er kommission det rigtige for dig?
Tallene taler for sig selv – kommissionssalg er i vækst:
- En af verdens største onlineplatforme til kommissionssalg af beklædning, ThredUp, har udgivet en rapport for 2023, der forudser, at det globale salg af brugt tøj vil nå 350 milliarder US-dollars inden 2027, og markedet vokser dermed tre gange hurtigere end den traditionelle detailhandel inden for tøj.
- Rapporten konkluderer også, at en tredjedel af beklædningskøbene i det forgangne år omfattede brugte varer.
- eBays 2025 Recommerce Report viser, at 89 % af de adspurgte forbrugere på globalt plan planlægger at bruge det samme beløb eller mere på køb af brugte varer det kommende år.
Generation Z- og Millennial-kunder er drivkræfterne bag denne trend, idet de prioriterer brugte varer af både økonomiske og miljømæssige årsager. Kommission tilgodeser denne nye måde at tænke på ved at give produkter nyt liv og reducere affald.
Kommission: En fleksibel løsning til foranderlige tider
I nutidens dynamiske økonomi vender både enkeltpersoner og virksomheder sig mod kommission for at generere ekstra indkomst eller udvide deres udbud. Selvom det ikke er en løsning, der passer til alle, kan kommission være et fremragende valg, hvis du:
- ikke har en fysisk butik
- ønsker at teste nye produkttyper uden en stor lagerinvestering
- vil udnytte det voksende marked for brugte varer
Uanset om du sælger mode, luksusvarer eller andre varer, udgør kommission en potentielt indbringende løsning på det moderne marked. Det er en smart måde, hvis du ønsker at tilpasse dig nye forbrugerpræferencer og potentielt øge din bundlinje.
Ofte stillede spørgsmål om kommission
Hvilke risici er forbundet med kommissionssalg?
Selvom kommissionssalg kan være lukrativt, er der nogle potentielle ulemper. Varer bliver måske ikke solgt så hurtigt, som du ønsker, eller de kan blive beskadiget, mens de er i butikkens varetægt. Du kan også tjene mindre end forventet, hvis markedspriserne ændrer sig.
Hvordan adskiller en kommissionsbutik sig fra en genbrugsbutik?
Den væsentligste forskel ligger i deres forretningsmodeller. Kommissionsbutikker er typisk profitdrevne virksomheder, der deler salgsindtægten med kommittenterne. Traditionelle genbrugsbutikker fungerer derimod ofte som nonprofitorganisationer og afhænger af donerede varer.
Hvad er forskellen mellem videresalg og kommission?
Med en videresalgsforretningsmodel køber en butik (forhandler) varer direkte og sælger dem derefter med fortjeneste. Ved kommission bevarer du ejerskabet, indtil varen sælges, og så deler du indtægten med butikken.
Kan jeg få mine varer tilbage fra en kommissionsbutik?
Absolut. Eftersom du bevarer ejerskabet indtil salget, kan du normalt anmode om at få dine varer tilbage når som helst, alt efter vilkårene i din aftale med butikken. Når et salg er gennemført, overgår ejerskabet direkte fra dig til køberen.
Hvad hvis mine varer ikke bliver solgt i kommissionsbutikken?
De fleste butikker har en politik for usolgte varer. Butikken vil enten returnere dem til dig eller, med din tilladelse, donere dem til velgørenhed efter en bestemt periode.
Hvordan vælger jeg den rigtige kommissionsbutik til mine varer?
Sæt dig grundigt ind i tingene på forhånd. Undersøg butikkens målgruppe, accepterede varer og vilkår. Overvej faktorer som butikkens beliggenhed, omdømme og prissætning af lignende varer. Tøv ikke med at stille spørgsmål – en god kommissionspartner vil med glæde fortælle om deres proces.


