Betaling som gæst løser to af de største årsager til, at kunder forlader deres indkøbskurv, nemlig usikkerhed om webshoppens sikkerhed og kravet om at oprette en konto. Med betaling uden konto slipper kunderne for en lang registreringsproces og skal kun indtaste de mest nødvendige oplysninger for at kunne gennemføre købet.
En hurtig og nem købsoplevelse hænger tæt sammen med højere konverteringsrater, og derfor vælger mange webshops i dag at tilbyde gæste-checkout. I denne artikel gennemgår vi, hvordan du bruger checkout uden konto effektivt.
Hvad er gæstekøb?
Hvad er gæste-checkout?
Gæste-checkout er kort og godt en funktion inden for e-handel, der giver kunder mulighed for at betale uden en konto. Når kunderne ikke er tvunget til at skulle oprette en konto for at købe, forenkler det betalingsprocessen, fx når leveringsoplysninger skal indtastes, betalingsmetode vælges, og ordren afsluttes. Det er især en fordel for kunder, der handler sporadisk.
Oplysninger, der indtastes i forbindelse med betaling som gæst, gemmes ikke som kundedata i webshoppens database. De bruges udelukkende til den enkelte ordre og til at gennemføre betalingen.
Checkout uden konto adskiller sig fra kontobaseret checkout, hvor kunden skal logge ind med brugernavn og adgangskode. Kontobaseret checkout er typisk designet til at gøre fremtidige køb hurtigere og giver webshoppen mulighed for at tilbyde mere målrettede kampagner og produktanbefalinger baseret på kundens adfærd.
Fordele og ulemper ved gæste-checkout
Når du overvejer at tilbyde betaling som gæst på din webshop, handler det om at finde den rette balance mellem kundernes forventninger og din forretnings behov. Betaling uden konto kan gøre købsprocessen hurtigere og nemmere, men det har også visse konsekvenser, som du bør kende.
Fordele ved gæste-checkout
Der er to primære grunde til, at næsten halvdelen af forbrugere online foretrækker betaling som gæst. Det går hurtigere end at oprette en konto, og de skal dele færre personlige oplysninger. Derfor ser mange webshops højere konverteringsrater ved checkout uden konto, især blandt førstegangskunder.
Fordelene ved checkout uden konto inkluderer:
- Færre barrierer. 24 % af alle dem, der forlader indkøbskurven, gør det, fordi de bliver bedt om at oprette en konto for at gennemføre købet. Når kontooprettelse og login er valgfrit, fjerner du en af de mest almindelige barrierer i købsflowet.
- Hastighed. To tredjedele af forbrugerne forventer at kunne gennemføre et køb i løbet af fire minutter eller hurtigere. Betaling som gæst understøtter denne forventning ved at lade kunder springe registrering over.
- Tillid. Betaling uden konto kan hjælpe med at skabe tryghed hos nye kunder, som er tilbageholdende med at dele deres data. De afgiver kun de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre og levere ordren. Der kræves hverken brugernavn eller adgangskode, og oplysningerne gemmes ikke. En god oplevelse kan gøre dem mere åbne for at oprette en konto næste gang.
Ulemper ved gæste-checkout
Ulemperne ved gæstekøb rammer primært webshoppen. Derfor er det vigtigt at vurdere, om fordelene ved betaling uden konto opvejer ulemperne i netop din forretning.
- Ingen data. Den største ulempe ved checkout uden konto er begrænset adgang til kundedata. Platforme som Shopify gemmer kun brugeroplysninger, når kunder opretter en konto. Ved betaling som gæst er det som regel kun e-mail og ordreinformation, der gemmes, og det kan gøre det sværere at arbejde med kundesegmentering og historik.
- Ingen opfølgende markedsføring. Medmindre kunden aktivt har tilmeldt sig e-mailkommunikation, kan du kun kontakte gæstekøbere med ordre- og leveringsoplysninger. Kampagner, produktanbefalinger og opfølgende e-mails om forladte indkøbskurve er ikke en mulighed.
- Ingen påmindelser om forladte indkøbskurve. Hvis en kunde forlader indkøbskurven under checkout uden konto, kan du ikke sende automatiske påmindelser. Funktioner til forladte indkøbskurve kræver som regel, at kunden er identificeret via en konto.
- Ingen sporing af ordrehistorik. Begrænsede data gør det sværere at følge kundens købsrejse, analysere adfærd før køb og optimere salgs- og markedsføringstiltag målrettet nye kunder.
4 gode råd til gæste-checkout
- Tilbyd betaling uden konto som en mulighed
- Kommuniker fordelene ved hver købsmulighed
- Gør gæste-checkout så nem og hurtig som muligt
- Implementer sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre svindel
Her er fire måder, som både dine kunder og din virksomhed kan få mest muligt ud af checkout uden konto:
1. Tilbyd betaling uden konto som en mulighed
For at få mest muligt ud af betaling som gæst skal muligheden være tydelig fra starten af købsprocessen. Giv kunderne et klart valg mellem betaling som gæst og login som tilbagevendende kunde.
2. Kommuniker fordelene ved hver købsmulighed
Forklar tydeligt, hvornår det giver mening at handle som gæst, og hvornår en konto er en fordel. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Hurtig betaling uden konto her og nu eller en endnu hurtigere oplevelse fremover med gemte oplysninger. Hvis du vil motivere køberne til at oprette en konto, kan du fremhæve, at de sparer tid, fx via hurtige ekspres-køb, og forklare, hvordan du bruger kundedata under ofte stillede spørgsmål.
3. Gør gæste-checkout så nem og hurtig som muligt
Når det kommer til gæste-checkout, gælder de samme principper som for alle andre købsoplevelser:
- Spørg kun om de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre betalingen.
- Brug klart sprog, så kunden hele tiden er klar over, hvad der sker nu, og hvad næste trin er.
- Saml alle vigtige ordreoplysninger som fx varer, forsendelse, betaling, skatter og samlet pris ét sted.
- Tilbyd ekspres-køb og flere betalingsmuligheder.
4. Implementer sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre svindel
Tryghed og sikkerhed er afgørende, især for nye kunder. Det indebærer bl.a.:
- Sikre forbindelser mellem betalingsløsning og bank.
- Kryptering af data via SSL eller TLS.
- Færre trin og sider under betalingsflowet for at minimere fejl.
- Løbende opdatering af software, plug-ins og tredjepartsløsninger.
Webshops, der er hostet på platforme som Shopify, er allerede PCI-kompatible og lever op til høje sikkerhedsstandarder. Alligevel er det en god idé at vise køberne, at du har fokus på sikkerhed i betalingsprocessen, dine politikker og under ofte stillede spørgsmål, så kunderne føler sig trygge ved at betale uden konto.
Sådan implementerer du betaling uden konto i 3 trin
- Vurder, hvordan det påvirker din virksomhed
- Vælg den rigtige teknologiske løsning
- Design en brugervenlig købsproces
Her er tre vigtige trin, når du vil aktivere checkout uden konto i din webshop:
1. Vurder, hvordan det påvirker din virksomhed
Hver gang du ændrer i betalingsflowet eller tilføjer nye muligheder som betaling uden konto, kan det potentielt påvirke både konverteringsrater og salg. Det kan have både positive og negative indvirkninger, afhængigt af din målgruppe og dit setup.
Inden du indfører gæstekøb, bør du notere din gennemsnitlige konverteringsrate over en fast periode, som fx over tre måneder. Når du har lanceret muligheden for checkout uden konto, kan du vurdere, om tallene bevæger sig op eller ned i forhold til dit udgangspunkt. Brug indsigterne til at justere købsflowet og A/B-teste forskellige løsninger.
2. Vælg den rigtige teknologiske løsning
Mange e-handelsplatforme tilbyder gæste-checkout enten som en indbygget funktion eller via apps. Hvilken løsning der passer bedst til dig, afhænger af din tekniske opsætning og den e-handels-tech stack, du allerede bruger. For Shopify-brugere er betaling som gæst en standardfunktion, der nemt kan slås til eller fra.
Din checkout-løsning skal fungere sammen med indkøbskurven, betalingsløsninger og logistik, så oplevelsen er sammenhængende både før og efter købet. En samlet platform gør det lettere at sikre, at hele købs- og leveringsprocessen fungerer problemfrit. Alternativt kan du koble separate løsninger sammen via API’er og specialtilpassede integrationer.
3. Design en brugervenlig købsproces
Brugeroplevelse og design spiller en afgørende rolle for en god oplevelse med betaling uden konto. Det skal være hurtigt og overskueligt at foretage et køb, og kunden skal hele tiden vide, hvad der forventes på hvert trin, og hvad næste skridt er. Samtidig bør du tilbyde flere betalingsformer.
Når gæste-checkout er nemt at bruge, øger du chancen for at konvertere førstegangskunder og for, at de vender tilbage senere.
Ofte stillede spørgsmål om betaling uden konto
Mister jeg kundedata, hvis jeg tilbyder gæste-checkout?
Når du tilbyder gæste-checkout, mister du muligheden for at gemme visse kundedata og i nogle tilfælde også at kontakte kunden med markedsføring via e-mail. Du vil dog stadig have kundens e-mailadresse, som kan bruges til ordrebekræftelser og leveringsopdateringer.
Er der nogen risici forbundet med betaling uden konto?
Der er både fordele og ulemper ved at tilbyde betaling uden konto. Ulempen er især begrænset adgang til kundedata, som mange webshops bruger til markedsføring og påmindelser om forladte indkøbskurve. Fordelen er, at betaling som gæst fjerner barrierer i betalingsflowet og kan forhindre, at førstegangskunder forlader købet for tidligt.
Skal jeg stadig opmuntre kunder til at oprette en konto, selvom jeg tilbyder checkout som gæst?
Ja, det er stadig en god idé at forklare fordelene ved at oprette en konto. Det kan du gøre på dine sider om dine politikker eller ofte stillede spørgsmål, men du kan også gøre det direkte i betalingsprocessen ved tydeligt at vise forskellen på checkout uden konto og kontobaseret checkout.


